lørdag den 29. december 2012

Glutenfri småkager

Som beskrevet også her, har jeg de sidste 4-5 måneder ikke spist gluten. Jeg føler at jeg bliver mindre oppustet, og jeg er desuden begyndt at tabe mig nogle af alle de kilo der har siddet fast efter graviditeten, så nu holder jeg fast i det. ;)
Folk spørger mig ofte om det ikke er meget besværligt, og det synes jeg faktisk ikke det er. I de fleste supermarkeder kan man jo købe både glutenfrit knækbrød, cornflakes, rugbrød, pasta, mel og meget meget mere. Så jeg er dækket rigeligt ind dér.

Selvfølgelig er det ikke alt man kan/vil købe sig til, så jeg har her i julen bagt to forskellige glutenfri småkager (udover dem der ikke var glutenfri ;). Det blev til "kokostoppe" og jødekager. som smagte super lækkert og jeg synes derfor opskrifterne (eller link dertil) skal deles med jer.

Jødekagerne stak jeg ud med to forskellige stjerneforme, så de så lidt mere julede ud. Jeg kunne desuden ikke finde hirsemel som der skal bruges i opskriften, så jeg blendede bare hirseflager, og det gik fint nok.
Opskriften er taget herfra.

Kokostoppene (eller "snefnug" som de hedder i opskriften) er taget herfra og var også super gode.

Billeder skal i ikke snydes for.




torsdag den 27. december 2012

Ovnbagt laks med lækker spidskålssalat

Som sygeplejerske arbejder jeg jo i skiftende vagter, og det har betydet at jeg har haft nattevagt her den 24 og 25, men det betyder tilgengæld også at jeg har fri her den 26, 27, 28, 29 uden at bruge nogle feriedage på det, så det er bare rigtig dejligt, og dagene indtil nu er blevet brugt på dejlig kvalitetstid med Villads og kæresten.

Derfor giver det mig også tid og overskud til at komme tilbage på sporet, med lækker sund mad. :) Derfor stod aftensmaden idag på ovnbagt laks med æbler og oliven og spidskålssalat med feta, æbler, mandler og dild. De andre fik ris til, men jeg sprang over. ;)
Det smagte simpelthen SÅ lækkert at jeg synes at opskriften skal deles med jer.
Nedenfor kan i se billeder af laksen inden den skal i ovnen, salaten og den færdige tallerken.




Ovnbagt laks med æbler og oliven:

4 laksebøffer
1 æble
1 håndfuld oliven
saft fra en ½ citron
salt/peber

Laksebøfferne anrettes i et ovnfast fad, og æblerne skæres ud i tynde skiver henover. Oliven skæres ud og drysses ligeledes henover. Slutteligt presses citronen henover og der krydres med salt og peber.
Laksen bages i ovnen i 12 minutter ved 170 grader. Det vigtige er dog at laksen ikke får for meget, og hvis laksefiletterne ikke er så store er det nogle gange nok med 8 minutter. Ligeså snart laksen begynder at få hvide "saftperler", skal den ud. :)

Spidskålssalat med æble, mandler, feta og dild
Jeg fandt en lækker opskrift her, som jeg dog har ændret lidt i så skriver opskriften som jeg lavede den nedenfor.

½ spidskål skåret så tyndt som muligt
1 æble skåret i tynde skiver
1 bundt dild
Ca. en 1/4 fetablok smuldret
10-15 mandler hakket groft
saft fra en ½ citron

Dressing:
4 spsk olivenolie
2 spsk æblecidereddike (hvidvinseddike kan også bruges)
1 tsk dijon sennep (eller anden slags sennep - bare ikke sød sennep eller fiske sennep ;)
½ tsk acaciehonning eller anden flydende honning
Salt/peber

Salaten blandes sammen og dressingen hældes over. Nemt ikke?! ;)

Velbekomme!

fredag den 21. december 2012

Ristede mandler overtrukket med hvid chokolade og drysset med lakridspulver

Jeg tror det er meget forskelligt om folk giver små julegaver til pædagogerne i ens børns vuggestue/børnehave. Mange af vores vennepar, er ved at falde ned af stolen når jeg fortæller at jeg, i øvrigt siden han startede, har lavet en lille gave til hver af pædagogerne til jul.
Jeg tænker ikke så meget over om det er for meget eller hvad andre tænker om det, for jeg har bare sådan lyst til at give dem lidt, det er trods alt dem jeg afleverer min guldklump til hver morgen. :)

Sidste år gav jeg dem sådan et patentglas, med ingredienser til cookies som de kunne lave med deres egne børn. Så havde jeg lagt ingredienserne i lag, så det så fint ud og sat en lille opskrift fast i en rød sløjfe rundt om glasset. Og så selvfølgelig et sødt kort til. :)

I år faldt valget på ristede mandler overtrukket med hvid chokolade og drysset med fint lakridspulver.

Opskriften er taget herfra og den smagte bare super lækkert!

Jeg vil dog sige at man skal sætte godt med tid af til det, jeg stod indtil klokken 01 om natten for at få det færdigt. He he.
Jeg havde en forestilling om at jeg da bare lige smeltede chokoladen og nemt vendte mandlerne rundt i det, og "bare" lige lagde dem ud på et bagepapir. Det var dog ikke så nemt, og hver enkelt mandel skulle vendes og tages op enkeltvis for at det blev nogenlunde pænt.

Jeg skrev så et kort til hver af dem hvor jeg skrev:
"Kære ....
Du og dine kære ønskes en rigtig glædelig jul, samt et godt og lykkebringende nytår.
Vi takker for alle de sange i har sunget, næser der er pudset, bøger der er læst, tårer der er tørt væk, puslespil der er lagt, smil der er frembragt, konflikter der er afværget, madpakker der er pakket ud, og ikke mindst omsorgen overfor vores kæreste Villads.
Mange julehilsner ...."

De blev meget glade og rørt over kortet og gaven. :)








torsdag den 13. december 2012

Æblekompot med vanille, citron og kanel

Så er bloggen rundet 2000 besøgende!! Det kan måske lyde som lidt for dem som har en veletableret blog, men jeg synes det er dejligt at der har været så mange inde og kigge her på Rosas Univers. Forhåbentlig har de besøgende fundet lidt inspiration til bagværk, kager, mad eller noget helt tredje. :D

Jeg håber alle i skønne læsere vil blive ved med at kigge forbi, og jeg skal i hvert fald nok blive ved med at dele stort og småt fra vores hverdag.


Igår var der julehygge nede i Villads´ vuggestue. På trods af at vi er en nul sukker institution, har man alligevel besluttet at man til julehygge godt måtte servere æbleskiver med flormelis og syltetøj (og det syness jeg er helt fint for børnene skal jo også lære at der kan være lidt ekstra godt til specielle lejligheder). :)

Men jeg fik alligevel en ide om at ville lave en æblekompot som man kunne bruge til æbleskiverne som alternativ til flormelis og syltetøj. Hvis man ville. :)
Kompotten fik et lille tvist med kanel, så jeg forestiller mig at den gik rigtig fint til æbleskiverne. Ja, og nu tænker du nok hvorfor jeg ikke ved det? Ja, Villads blev ringet hjem med 38,5 i feber en time inden julehyggen startede. He he. Så det var jo bare fantastisk. ;)

Men æblekompotten blev afleveret med små flag i hvor der stod hvad det var, så jeg håber at det gjorde glæde.

Opskriften er fundet fra www.aarstiderne.dk, men er ændret ret meget, så jeg skriver den her som jeg lavede den.

16 æbler skrællede og i tern
4 stang vanille
Skræl af 2 øko citroner
ca 1½ spsk øko rørsukker
ca. ½-1 tsk kanel
en lille smule vand til bunden af gryden

Æblerne skrælles og skæres i tern. Vanillestængerne udhules og vanillekornene mases sammen med lidt af sukkeret inden det puttes i gryden sammen med æblerne. Resten tilsættes også de tomme vanillestænger og det hele koger til.. tada..., det er færdigt. Tror det er ca. 15-20 min, holdte faktisk ikke rigtig øje med tiden.
Derefter fik det en tur med stavblenderen, dog ikke så det blev helt til mos, men så der stadig var nogle æblestykker i.

Her er lidt billeder, og der jeg smagte uden æbleskiver var altså rigtig lækkert og kan sagtens bruges til alt muligt andet. Som fx. syltetøj, æblekage, tilbehør til is, på yoghurt/skyr eller som alternativ til ris ala mande. ;)

Velbekomme!


lørdag den 8. december 2012

Dejlig julesommerhustur

I weekenden den 1-2 december besluttede vi os for at tage i sommerhus med et vennepar og rigtig julehygge og starte december med manér. :)

Det var sådan en dejlig weekend, og vi bagte julesmåkager med børnene, pyntede dem med glasur, lavede julepynt (igen med børnene selvfølgelig), så julekalender, spiste æbleskiver, drak gløgg, åbnede pakkekalendergaver, gik ture ved stranden og ikke mindst vågnede op til 5cm nyfalden sne! Sommerhuset ligger sådan forholdsvis øde og det var så smukt, så vi følte os som en del af et lille juleeventyr. :D

I skal da ikke snydes for billeder :D :D








søndag den 18. november 2012

Spændende læsestof

Jeg har idag været så heldig at få magasinet Cupcake Heaven af min svigermor. Det er altså en fed gave når man er tosset med cupcakes! :D :D

Det er simpelthen så lækkert et blad, og der er bare så mange lækre billeder og opskrifter i. Jeg bliver helt ekset af at kigge i det. :D

Nåh jeg må hellere stoppe inden det kommer til at lyde for meget som en reklame - i får tilgengæld lige et par billeder.



tirsdag den 13. november 2012

Jule Cupcakes

Forleden dag var jeg ude i Specialkøbmanden i Rødovre for at købe nogle nye bageting, og der så jeg en cupcake der simpelthen var så fin!
Så derfor måtte jeg da lige prøve at lave den selv, og her er resultatet. En julestjernecupcake! :D

Cupcake: Chokolade

Farver: Wilton kelly green, Wilton red (og guldstøv på toppen)

Tyl: Wilton leaf tyl nr: 366

Som i kan se på nedenstående billede, starter man med at lave bladene, hvorefter man bygger blomsten på.



Og så det endelige resultat. :) Perfekt til julehygge med arbejdet, veninder eller familie.





torsdag den 8. november 2012

Glutenfri bananmuffins

Jeg har i en periode prøvet ikke at spise gluten, og jeg kan faktisk mærke at jeg er meget mindre oppustet, og jeg er desuden begyndt at tabe nogle af de kilo der har siddet fast alt for længe. Så det er jo dejligt! :D

Det har engentlig ikke været det store problem at udelade gluten af kosten. Til morgen spiser jeg enten skyr, æg eller glutenfrit knækbrød, til frokost spiser jeg enten rester fra aftensmaden eller glutenfrit rugbrød med pålæg. Og aftensmaden er jo nem at undgå mel. :) Både glutenfrit rugbrød og knækbrød kan jeg købe i den lokale Super Brugs.

Derfor bagte jeg for et par uger siden nogle glutenfri bananmuffins (med rismel) som bare smager rigtig dejligt. Kæresten som ellers er ret skeptisk overfor nye ting, syntes også at de var gode og måtte da også konstatere at han ikke kunne smage at de var glutenfri.

tirsdag den 6. november 2012

Lækker rødbedepesto

I foråret såede jeg rødbeder ude i haven, og nu er det ved at være tid til at få de sidste op af jorden inden der kommer al for meget frost. Det har i denne omgang resulteret i en stor omgang rødbedepesto, så der også er 10 mindre portioner til fryseren. Lige til at tage op til madpakken.
Jeg prøver ofte at finde på nogle lidt anderledes ting at give Villads med på madpakken, så han får udfordret sine smagløg og forhåbentlig bliver ved med at være ligeså åben overfor mad som han er nu. Og det resulterede altså i rødbedepesto denne gang. :)

Når jeg laver pesto bruger jeg ikke rigtig en opskrift, men jeg ved ca hvor meget der skal i af hver ingrediens, og så smager jeg mig lidt frem undervejs, til jeg får den rigtige smag.

Her er ingredienslisten med ca. mængder:
3 kogte rødbeder
2 poser pinjekerner/eller passende mængde mandler
En god klump parmesan (brugte ca. halvdelen af den klump på billedet)
Citron
Hvidløg
Olivenolie
Lidt skyr






Velbekomme! :D

søndag den 4. november 2012

Cupcakes til barnedåb

Som jeg skrev om i dette indlæg, så lavede jeg 35 cupcakes til min venindes søns barnedåb. Det var meningen at det bare skulle være nogle hurtige nogle, da det ikke rigtig var planlagt, men de kom nu alligevel til at tage en del tid selvom de er forholdsvis simple.

Det er gulerodscupcake med ostecreme (farvet lyseblå) ovenpå. Normalt kan man jo ikke få en ostecreme til at få en konsistens hvor den kan sprøjtes ud med en tyl, og bevare formen, men det gælder simpelthen om at putte monster meget flormelis i så den bliver hårdere i konsistensen. Jeg tror jeg brugte 1½ pakke flormelis til denne her ostecreme, men så holder den altså også formen. :D

Ovenpå er de så pyntet med stjerner i forskellige blå nuancer og drysset med guldstøv.


mandag den 15. oktober 2012

Bananis :D

Jeg har længe tænkt på at lave bananis til fryseren, så man har et sund alternativ til når de nsøde tand melder sig.

Altså ikke sådan en lækker flødeis, men sådan en bananis hvor en halv banan sidder på et grillspyd. :)
Først lavede jeg denne her variant:  (har hevet opskriften ud af et blad, men nu kan jeg ikke se hvilket blad det er)

- Friskpresset saft og fintreven skræl af 2 øko appelsiner
- 3-4 spsk. rent kakaopulver
- 1 spsk. stødt lakridsrod (lakridspulver)
- 1 tsk. stødt kanel
- 4 øko bananer, skrællede og skåret i halve
- 8 grillspyd af træ
- Kokosmel

Sådan gør du:
Rør appelsinsaft, - skræl, kakao, lakrids og kanel sammen i en skål. Massen skal være næsten lige så tyk som smeltet chokolade. Sæt banenerne på grillspyd. De skal spiddes på langs. Vend bananerne i appelsin-kakao-lakrids-blandingen. De skal være helt dækkede fra top til tå. Drys dem så med kokosmel.
Frys banenerne med spyd ned, og når de er frosne, kan de lægges i fryseposer til den søde tand melder sig.


Sådan her kom de så til at se ud. Problemet var bare at de så bedre ud end de smagte. He he.
De har en meget speciel smag, og falder nok ikke lige i alles smag. :/

Så derfor har jeg idag lavet klassikeren og overtrukket nogle nye bananer med helt almindelig chokolade og drysset kokosmel udover. Det er en smag man ikke bliver overrasket over. :)

Velbekomme!


søndag den 14. oktober 2012

Suttestop eller suttestart? :/

Man må erkende når man har begået en fejl, og det har vi gjort ved at tage sutten fra Villads. :( Det gjorde at vi idag gav ham sutten tilbage, på trods af at der står alle steder, at har man først taget den, skal man stå fast og ikke give efter og bla bla bla.

Han har altid sovet enormt godt, været glad for sin seng, og han lægger sig selv til at sove efter vi har sunget 2 sange. Vi kan tage ham med når vi er hos venner, og der lægger han sig også fint til at sove i transportsengen.

Som beskrevet her, så tog vi jo sutten fra ham fordi han tyggede i skjoldet, og tog skjoldet helt ind i munden istedet for at bruge sutten. Han vil slet ikke have sutten i løbet af dagen, så det sammenlagt med at han ikke sutter rigtig på den, gjorde at vi troede den ikke betød særlig meget for ham.

Men det gjorde den.... Han har grædt så utrolig meget siden torsdag aften, og skreget i 1-2 timer når han skulle sove. Lavede suttelyde med munden og hans små arme kørte rundt i sengen for at finde sutterne. Han skiftevis skubbede mig væk når jeg sad inde hos ham, og ligeså ofte klamrede ham sig til den hånd jeg havde nede i tremmesengen, og hold krampagtigt fast på den, som om han var bange for at blive ladt alene.

Ligeledes har han, siden sutterne blev lagt væk, haft et enormt suttebehov i dagtiden (hvilket han ellers ikke har haft før) og har suttet på dvd covers og på stængerne i hans hammerbræt (mens de sad i hammerbrættet-he he) og selvfølgelig hans fingre. Da han så idag klamrede sig til mig, og hang mig om halsen som en lille abeunge da han skulle i seng, blev min kæreste og jeg enige om at nu var det nok. Nu skulle han ikke trækkes igennem mere.

Selvom vi var bekymrede for om hans tænder kunne tage skade af at han tygger i sutten, er det ikke det værd, når han mister sin tryghed ved sengen og åbenlyst stadig havde så stort et suttebehov der ikke blev stillet.

Så vi måtte bide i det sure æble og erkende at vi begik en fejl, og så gøre hvad der skulle til for at vores dreng igen blev glad.

Det skal lige siges, at han fik sutten. Fik læst en bog i sengen, hvorefter jeg gik og han lagde sig ned og småpludrede med sig selv indtil han kort tid efter lagde sig til at sove. Det var dejligt... og nu er der ro i mit hjerte igen. :)

torsdag den 11. oktober 2012

Nu uden sutter

Åhh mit mor-hjerte har det lidt hårdt her til aften.... Vi har nemlig taget sutterne fra Villads. :(

Ikke fordi han var så gammel, at nu skulle det bare være (han er kun 2år og 4 mdr.), men derimod fordi han er begyndt at tage sutteskjoldet enten halvt eller nogle gang helt ind i munden. Det er først når han sover helt at han sutter rigtigt på den, ellers så er det mere det hårde plastikskjold han tygger i.

Jeg har gået og tænkt over det længe, men har simpelthen været så meget i tvivl, så jeg idag endte med at ringe til vores sundhedsplejerske for at høre hendes holdning til det. Hendes holdning var meget klar, og hun mente at det bare var at få det gjort med det samme. Så det gav os lige det sidste spark til at nu måtte det være nu...

Men det bleve altså ikke uden at moren har dårlig samvittighed og alligevel synes at han er lidt for lille til at undvære sin sut (selvom han kun bruger den om natten). Utroligt at sådan en lille ting alligevel kan have så stor betydning.

Nåh men første aften, er gået sådan at han selvfølgelig spurgte meget efter sin sut, og han græd da også, hvilket han ellers sjældent gør når han skal sove. Så der blev sunget mange sange og holdt meget i hånden og efter en times tid faldt han endelig i søvn.

Det lille pus... nu uden sutter. :)

tirsdag den 2. oktober 2012

Stjerner i lange baner...

En af mine veninders dreng skal døbes på søndag, og i den sammenhæng havde hun spurgt mig om jeg ville hjælpe hende med at lave en flot kage til alle gæsterne.
Jeg sagde selvfølgelig ja, på trods af at jeg skal i nattevagt i denne uge. Imidlertid skrev hun dog til mig for et par dage siden at hun ikke kunne overskue det alligevel, hvilket egentligt var meget heldigt for mig (så jeg ikke var alt for stresset) for det tager jo en del tid sådan en lagkage. :)

Men jeg synes nu alligevel at det kunne være hyggeligt at hjælpe med lidt kage, så jeg har aftalt med hende at jeg kommer med nogle cupcakes og at jeg har frie tøjler til hvordan de skal pyntes.

Så derfor er der lavet stjerner i lange baner idag! :)

Jeg regner med at lave gulerodscupcakes, med ostecreme (muligvis farvet lyseblå he he), og så pyntet med stjerner og måske lidt guldglimmer. :)

Forholdsvis simpelt, men jeg er sikker på at de nok skal bringe glæde alligevel. :D

mandag den 1. oktober 2012

DIY hjemmelavede lys

For laaang tid siden hev jeg en side ud af et blad, om hvordan man selv kunne lave lys ud af lysstumper. Hele sidste vinter gik jeg og samlede stumper (og det tager rimelig lang tid herhjemme, da Villads har haft lidt problemer med astmatisk bronkitis, så vi har faktisk aldrig lys tændt) he he.

Da jeg så kom til at nu ville jeg prøve at lave de lys der, så kunne jeg selvfølgelig ikke længere finde det jeg havde hevet ud af bladet. :D Så det blev lavet lidt på gefühl og ud fra hvad jeg kunne huske fra bladet.

Jeg havde ikke lige nogle oplagte beholdere til lysene, så jeg fik en ide om at lave dem i sådan nogle fine gamle forskellige kopper, som man tit kan købe billigt på loppemarkeder. Dem jeg har brugt her, har jeg givet 5kr for stykket.

Nåh men nu til billederne. Fremgangsmåden kommer efterfølgende. :)


Jeg pakkede to af dem ind og brugte dem som en lille værtindegave til en kollega der blev rigtig glad for dem. :)

"Opskriften" er:

Lysstumper
Væger
Kop (eller andet) til lyset
Kødnål (eller andet) til at holde vægen på plads
Fad til vandbad

Lysstumperne smeltes over vandbad, som var det chokolade :D Husk ikke bare at blande alle farver, da den så bliver knapt så køn.
Vægerne købes enten med sådan en lille afslutning, sølvdut forenden, eller også kan de sættes fast om en 1krone, så den bliver på bunden af koppen.
Dernæst hældes den flydende sterin ned i kopperne. Man skal ikke fulde dem helt op, da det falder sammen i midten når de tørrer, og derfor skal kopperne efterfyldes når første del er tørret.
Når sterinen er hældt i, skal vægen holdes på plads indtil det tørrer op. Jeg brugte kødnåle, men fx en blyant ville også kunne bruges da det bare lige skal støtte vægen.

Vupti så har man de fineste hjemmelavede lys. Måske til julegaver?

mandag den 24. september 2012

En stor sejr

Hvad der føles som for 100år siden, startede jeg på iforms løbeprogram for at komme op og løbe 5km eller 30min.
For et par måneder siden skrev jeg her om hvordan vi var nået til at kunne løbe 10min i træk.

Men nu er det altså sket - jeg kan løbe 30 min uden at skulle ned og gå!!! Det er så ikke 5km, men kun 4,5km men jeg får nok øget distancen ligeså stille når jeg får flere kilometer i benene.
Et eller andet sted så fatter jeg det slet ikke - jeg har aldrig kunne løbe og vejer stadig lidt for meget, så det ligger ikke lige i kortene at det skulle lykkes. He he

Men nu er jeg simpelthen nået det stadie, hvor benene (næsten) bare løber af sig selv, og hvor lungerne heldigvis ikke længere er på vej op igennem min hals når jeg kommer hjem. Vildt nok. Og nu kommer klichéen - HVIS JEG KAN, SÅ KAN I OGSÅ! :D

Så nu er målet bare at holde ved igennem vinteren på trods af koldt vejr og snebeklædte veje. Så bliver det spændende om dét også lykkes ;)

onsdag den 19. september 2012

Dejlig veninde og gode småkager

Jeg har tidligere boet 14mdr i Malaysia, hvor jeg arbejde med markedsføring for Nivea (da jeg også har en bachelor fra CBS). Ganske kort, så var det mit livs eventyr, og en fantastisk tid i mit liv.
Jeg mødte rigtig mange dejlige mennesker dernede, men specielt én pige blev en fantastisk veninde. Vi arbejdede sammen, og brugte desuden det meste af vores fritid sammen hvor vi tog på dykkerture, og var et fast makkerpar, hånd i hånd mange meter under vandoverfladen.
Jeg har efterfølgende set hende på to ferier i Malaysia, og savner hende rigtig rigtig tit. Det er svært at have en veninde man har oplevet så meget med, og som man holder så meget af, men som ikke er tæt på en fysisk. Hun har fx. aldrig set min søn, som forresten blev født på hendes fødselsdag. :D


Nåh det var lige et af de lidt mere personlige indlæg. :) Men det skulle faktisk have handlet om nogle rigtig gode kinesiske småkager som jeg ha lavet idag. De er fra min netop omtalte venindes mor og smager bare rigtig dejligt. De tager en krig at lave, men de er det værd.
De kræver godt nok sådan en støbejernsform ting, men måske sådan en kan fåes i en kinesisk købmand?

Opskriften er:
2æg
160g sukker
250ml vand
½ ds kokosmælk
100g kartoffelmel eller rismel
300g hvedemel

Mix æg og sukker sammen i 4 minutter. Bland derefter resten af ingredienserne i.
Småkagerne laves ved at dryppe formen i dejen (den skal ikke opover kanten!) og skal den friture steges. Efter lidt tid i olien vil den selv slippe formen. Til slut skal de dryppe af på køkkenrulle og pakkes i en tæt dåse.

søndag den 16. september 2012

Et par erfaringer rigere...

Ikke nok med at vi havde en rigtig dejlig ferie, gjorde den mig også klogere på tre ting:

1) Sørg for at pakke alle dine ting aftenen før!
Specielt hvis du skal rejse tidligt, det lykkedes os nemligt at sove over os.
Vi skulle hentes af min veninde (der skulle køre os i lufthavnen) kl 5.45, og vi havde sat væggeuret til kl. 4.45. Min kæreste var så smart at slukke uret og sove videre (og jeg havde slet ikke hørt det). Nu var det så heldigt at vi havde aftalt at jeg også skulle sætte mit ur, for at vi var sikre....
Jeg var så bare så dum at sætte uret til kl. 5.45, hvor vi jo skulle køre. Og hvor det så også var at vi vågnede! Godmorgen Susan!
Så kan du ellers lige tro at vi vågnede, og vi kom ud af døren på nul komma fem! :)
2) Badebleer kan IKKE bruges som almindelige bleer af mangel på bedre... :/
Vi havde slæbt en halv pose bleer med, og det var ligepræcis 3-5 for lidt til at vi kunne klare os til vi kom hjem. En pakke pampers med sølle 16 bleer kostede 15Euro! Så blev jeg da lige lidt nærrig, og kan så nu sige at overskydende badebleer kan ikke bruges! :D Det der med at de ikke suger hele svømmepølen til sig, gør så også at de åbenbart heller ikke suger tissetåre.

3) Man skal ikke høre efter "komplimenter" fra sin kæreste...
Sidst på ferien stod jeg og var ved at smøre mig ind i solcreme, hvorefter følgende sætning kom fra min kæreste:
Kæreste: "Du har fået lidt farve skat."
Mig: "Mmmmm" (og jeg hoppede af glæde indeni, men før jeg overhovedet nåede at glæde mig for meget kom efterfølgende fra kæresten)
Kæreste: "Ja, du er ikke så snehvid som du plejer, du er ligesom steget en nuance."

Øhhm tak skat...  Ha ha...

lørdag den 15. september 2012

Hjemvendt fra Mallorca

Så er vi lige hjemvendt efter en uges ferie på Mallorca. Det har været helt fuldstændig fantastisk og lige hvad vi havde brug for. Jeg har i længere tid været lidt stresset på arbejdet, og det gjorde bare godt at komme væk og nyde en uge sammen bare os tre.

Vi var på et hotel i Alcudia der hedder Viva Alcudia Sun Village, som jeg varmt kan anbefale til alle børnefamilier. Nu har jeg så heller ikke prøvet andre hoteller med børn, så jeg har ikke så meget at sammenligne med, så jeg ved ikke hvor troværdig min mening er. He he.

Ej altså det var all inclusive, alm. pool, 3 x forskellige børnepool, hoppeborg, børnedisco her aften, mega legeplads og ferielejligheder, sådan at man faktisk havde stue og soveværelse seperat. Det gav ret meget kredit, så man stadig kunne være kærester om aftenen uden at skulle kravle rundt i mørket og spille yatzi på et håndklæde og i lyset af mobiltelefonen, fordi bassen ligger og sover lige ved siden af. :)

Det var 25-30 grader alle dage og det var bare dæææææjligt!!!





mandag den 10. september 2012

Macarons!!!

Jeg skylder jo et indlæg om mine macarons, så her kommer det. :)

Jeg har længe godt kunne tænke mig at prøve kræfter med disse fine kager, for de ser bare SÅ lækre ud. Så da der var en anledning blev de lavet sammen med de chokoladecupcakes jeg har skrevet om i et tidligere indlæg.

Det første jeg vil sige er at man skal ikke have travlt når man laver dem. Jeg havde besluttet mig for at lave dobbeltportion, og følte at jeg sad i 100år bare for at få smuttet alle de mandler jeg skulle bruge til mandelmelet. Men man kan selvfølgelig også bare købe det færdigt, hvis man har en butik i nærheden der har det.

Desuden synes jeg ikke helt at mine blev sprøde nok i bunden og måtte i forvejen give dem 7 min. mere end opskriften foreskrev. Desuden har jeg efterfølgende kunne læse mig frem til at det kan være en god ide at sætte dem ind direkte på en knaldvarm bradepande i ovnen. På den måde, for de ligesom bedre fæstnet bunden.

Nåh men nu til det sjove. :)


Grundopskrift på selve macarons'ne: Himmelske kager blot tilsat frysetørret hindbær.

Fyld:
Hindbærsmørcreme: Herfra
Lemon curd creme: Også fra Himmelske kager

God fornøjelse! :)

fredag den 7. september 2012

Cupcakes med jordbærmousse

Forleden bagte jeg cupcakes og macarons. Ligenu kan jeg dog kun nå at fortæller jer om cupcakesne, og så må macarons'ne komme senere ;)

Jeg havde set et billede på af dem på pinterest, fordi min veninde sad og viste mig hendes profil en dag. Jeg ville gerne linke til hjemmesiden hvor de er fra, men de to gange jeg har åbnet hjemmesiden, har min computer af sig selv lukket hele systemet ned ganske få sekunder efter jeg er kommet ind på siden. Så noget siger mig at siden ikke er helt appelsinfri.

Men i kan få lov til at se cupcaken her:




Det er simpelthen en chokoladecupcake som jeg har skåret toppen af, udstikket en stjerne, drysset med flormelis, og til sidst fjernet en tsk størrelse kage fra bunden, og så derefter fyldt med med jordbærmousse i hullet og ud på kagen, og derefter lagt toppen på igen.
Man skal dog være lidt forsigtig når man udstikker figuren i låget, for kagen kan nemt gå fra hinanden fordi den er så tynd.

Selve opskriften på cupcaken er herfra, og jordbærmoussen var overskud fra en lagkage, som jeg havde frosset ned.
I virkeligheden kan man jo bruge alt hvad der passer en. Det kan være hindbærsmørcreme, nutella, chokolade ganache eller som her en mousse med frugt.

De blev rost helt vildt, så jeg kan varmt anbefale at lave dem. :)


søndag den 2. september 2012

Anne Black eller Kähler??

Som nævnt i et tidligere indlæg, har jeg været meget i tvivl om hvilke kopper jeg skulle ønske mig til min 30års fødselsdag. Jeg var meget i tvivl, men det lykkedes mig til sidst at beslutte mig. Så jeg synes da ikke i skal snydes for at se et billede af nogle af mine dejlige gaver.


Ja som i kan se faldt valget på mano kopperne fra Kähler og de er simpelthen så fede synes jeg! Jeg fik 12 kopper i farverne dusty yellow, pink, sort, turkis, violet og grøn. Så nu har jeg da også til et større selskab ;)

Derudover fik jeg en bog der hedder "magiske måneder" - det lyder som en graviditetsbog, men det er en bog som er delt op i årets 12 måneder, og for hver måned er der så forskellige opskrifter, og kreative ting man kan lave fx. med sine børn og derved skabe "magiske øjeblikke". :)
Deudover fik jeg de fine øreringe "dots" fra Casalinga, en stelton lagkagekniv, en ny løbebluse, øjenskygge + neglelak fra Nilens jord og 2 tøseture dels til champagnebrunch og en tur der ikke er afsløret endnu. Det skal nok blive spændende. :D

fredag den 31. august 2012

Piratcupcakes DIY

Vuggestuen har idag holdt Pirat-sommerfest, og da der var kagekonkurrence skulle jeg da prøve at være med. :) Jeg vandt ikke, men der var godt nok også mange flotte kager!

Valget faldt på gulerodscupcakes med egen pynt bestående af skattekort, guldmønter og piratflag. :)




Jeg har en sygeplejerskeveninde der har spurgt efter en DYI, så det får i da lige allesammen. :)

Opskrift: Gulerodscupcakes med ostecreme. Opskrift fundet hos Newyorkerbyheart.

Flag og forme: Sampak fra Specialkøbmanden i Rødovre.

Guldmønter: Små cirkler af fondant stukket ud med en rund Wilton tyl nr. 11. Derefter er de overtrukket med guldstøv i farven "golden lemon", ved at ryste det sammen i en lille pose.

Skattekort: Fondant indfarvet med en lille smule brun pastafarve. Derefter skåret ud i passende størrelse, og for at lave den "flossede" kant, har jeg skåret nogle små hakker ud af fondanten, og efterfølgende taget en skarp kniv og lige lavet en lille ridse ind på kortet fra der hvor jeg har lavet hakket.
Dernæst skal kanten pensles med kakao for at få den mørke kant. Her hænger kakaoen nemlig så fast hvor hakket er lavet + ridsen ind.
Til slut har jeg tegnet skattekortet på med en sort Rainbow dust edible food pen.

God weekend! :)

søndag den 26. august 2012

"Islandsk lagkage"

Jeg er lidt stolt... En kollega spurgte om jeg ikke ville lave en kage til hendes mors fødselsdag. Så derfor har jeg idag afleveret min første lagkage, som ikke bare er til os selv. :)

Jeg er jo stadig helt ny i at lave lagkage med fondant (dette er min 4. kage) og mine kager er jo slet ikke så flotte som alle dem jeg beundrende kan se på det store vide web. :) så netop derfor er det da bare fedt at der faktisk er andre der kan lide det jeg laver.

Hendes mor er fra Island, så derfor ville hun gerne have noget med det islandske flag på. Kagen er med almindelige bunde og hyldeblomstmousse + hvid chokolade/jordbærmousse.

Selve opsmøringen gik meget bedre end de sidste gange, måske fordi jeg ikke satte smørcremen i køleskabet efter jeg havde lavet den. :D
Selvfølgelig har jeg også de andre gange ladet det blive tæt på stuetemperatur, men jeg har nok ikke ventet længe nok, så den alligevel har været for hård. :)

Fortsat god søndag til alle der læser med. :)