Som i nok måske har opdaget spiser jeg ikke længere gluten, og jeg kan mærke at det er meget bedre for min mave. Så selvom det kræver lidt justeringer, har jeg bestemt ikke lyst til at gå tilbage til min gamle kost igen. :)
Men grunden til at stoppede kom sig faktisk af at jeg for 5-6 mdr siden bare havde det sådan halv skidt, faktisk hele tiden. Da min mor er multiallergiker begyndte jeg at tænke på om jeg mon havde en fødevareallergi, der kunne være grunden til at jeg 1) var konstant var syg 2) altid træt - enormt træt og 3) egentligt havde det lidt underligt i min krop. Derudover havde jeg symptomer, som at min menstruation nærmest var stoppet og at jeg tabte rigtig meget hår.
Nåh men jeg bestilte selvfølgelig en tid hos egen læge, men inden jeg kunne få tid hos hende, havde jeg et behov for at gøre noget selv, så jeg prøvede at stoppe med at spise gluten. Først tænkte jeg først for et par dage, men lynhurtigt blev jeg bare meget mindre oppustet, og begyndte pludseligt at tabe mig, så nu holder jeg ved. :)
Jeg var dog stadig lige uforstående overfor hvorfor jeg havde det skidt... Ligeindtil svarene kom fra lægen.
Alle fødevaretesterne var normale, men tilgengæld havde jeg for lavt stofskifte!
Det passede så også med ALLE mine symptomer. Vi har så yderligere fundet ud af at jeg har den autoimmune stofskiftesygdom der hedder Hashimotos. Og det er vist den autoimmune del, der gør at jeg hele tiden er små syg fordi den ødelægger mit immunforsvar. :( Men efter jeg har læst stolpe op og stolpe ned om sygdommen, ved jeg nu også at der er rigtig mange patienter der har glæde af at spise en glutenfri kost, da det hjælper på den inflammation der oftest vil være i tarmen, pga den autoimmunesygdom. Hmm gad vide om det var skæbnen? ;)
Nu har jeg så fået kunstigt fremstillet stofskiftehormoner (piller) de sidste 5 mdr, og jeg har bestemt ikke fået det bedre endnu. Desværre. Mine blodprøver er blevet lidt bedre, men de er bestemt ikke i niveau endnu. Jeg havde virkelig ikke regnet med at det kunne tage så lang tid, og jeg begynder snart at føle at det nærmest er invaliderende. Jeg bruger den smule energi jeg har på arbejdet, og så er der bare minus på kontoen når jeg kommer hjem. Så i øjeblikket er det nærmest kun Villads og arbejdet der bliver prioriteret. Lidt synd for kæresten og for hjemmet som også lider, men jeg håååååber snart at jeg begyndet at få det bedre. :)
Med alt det her, har jeg jo så også skulle til at forholde mig til, at jeg nu har fået en sygdom der vil følge mig resten af livet, og at jeg ligeledes skal have piller resten af livet, da jeg er nødt til at tilføre kroppen de hormoner jeg ikke selv kan producere. Det er altså lidt lidt underligt at vænne sig til skulle jeg hilse og sige, men det er der jo desværre nok også en nogle af jer derude der har prøvet på egen krop. :/
