Viser opslag med etiketten Opskrifter. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Opskrifter. Vis alle opslag

fredag den 28. marts 2014

Kage med farvede bunde :)

Ja, rigtig hedder den jo en regnbuekage, men der er jo ikke så meget regnbue over de farver jeg har valgt til min kage, så derfor er det jo egentlig bare en kage med farvede bunde. ;)



Kagen er lavet med bundene herfra dog med tilføjelse af appelsinsaft. Her er opskriften som jeg lavede den:

Kagebunde 6 stk:
5 æggehvider (stuetemp.)
2 tsk vaniljesukker
455g sukker
½ tsk. fint salt
350g smør (stuetemp.)
3dl mælk (stuetemp.)
2½ dl saft fra økologiske appelsiner (ca. fra 2-3 appelsiner)
670g mel
4 tsk. bagepulver
Lyserød pastafarve

Fremgangsmåde:
Pisk smør og sukker luftigt og hvidt enten med elpisker eller på køkkenmaskine. Tilsæt æggehviderne lidt af gangen til dejen er samlet. De tørre ingredienser, altså mel, bagepulver, salt og vaniljesukker samles i en anden skål og røres sammen. Melblandingen hældes ned i smør/sukker blandingen skiftevis med mælken og appelsinsaften.

Derefter vejer du dejen (husk at modregne vægten af skålen ;)), og deler dejen i 6 lige store dele. Hos mig sagde vægten at der skulle være 364g i hver af de 6 skåle. Et godt fif er at lægge lidt mindre i hver skål, fx kun 355g, for når du kommer til den sidste skål er der alligevel altid for lidt dej, af en eller anden grund.
Derefter farver du dejen så hver skål er en nuance kraftigere end den anden. For mig fungerede det bedst at lave den mørkeste først, for der kan man ikke komme til at putte for meget farve i, og man kan se hvornår dejen er mættet, og der ikke kommer mere farve selvom man tilfører mere. ;) Derefter arbejdede jeg mig nedad. Du skal være forsigtig med farven og i de lyseste er det minimalt hvad der skal i af farve (ca en ½ knivspids).

Sådan her så det ud inden de blev bagt:


En springform på 22-23cm åbnes og beklædes med bagepapir på bunden, og smøres med margerine/smør op af siden.
Dejene bages ved 175g (varmluft) i ca 17min. Men det kommer dog an på din ovn, hos nogle skal de måske have mindre og hos andre mere. Hos øje med dem ved at stikke i den med en kødpind, men se også hvordan de ser ud når du forsigtigt tager dem ud, da man kan se på dem hvis de er lidt for "tætte" og ufærdige i bagningen.

Mine bunde hævede ikke særlig meget, så jeg endte med at lave hele opskriften om, men de blev ikke anderledes, og det gør heller ikke noget for det færdige resultat.


Italien Merenque ButterCream (IMBC):
IMBC er en lidt anderledes smørcreme, da den er meget blød og ikke smager så meget af smør som en almindelig smørcreme gør. Jeg synes nemt den kan blive lidt smagsløs, så der skal tilsættes noget smagsstof og smag til undervejs så du kan tilsætte mere hvis nødvendigt. Den er lidt mere kompliceret at lave end andre smørcremer, men det er bare at prøve løs. :) Jeg har fulgt en opskrift herfra, men med små ændringer...

Ingredienser: (obs jeg brugte 1½ af denne opskrift for at have nok til både fyld (1) og opsmøring (½))
120ml vand
530ml sukker
10 pasteuriserede æggehvider
680g usaltet smør
3 tsk. flydende vanilje (købt i supermarked)
2 tsk. vaniljesukker (med top)

Fremgangsmåde:
Vand og sukker bringes i kog, ligeså snart det koger skrues der ned for varmen så det ikke bulderkoger. Det skal koge i alt i 7 min, men efter 5 min går du i gang med at piske æggehviderne så de er klar når der er gået præcist 7 min. Det er meget vigtigt at sukkervandet ikke koger længere end 7 min og det skal være færdigt præcist samtidigt.

Når æggehviderne er piskede hældes sukkerlagen op i æggehviderne i en tynd stråle. Der skal piskes hele tiden og så skal der piskes piskes og piskes! Massen skal piskes indtil den er helt kold igen, og det tager ca. 10 min. Hvis man har en røremaskine er det selvfølgelig dejligt, men ellers er det bare at klø på med en elpisker.
Hvis man pisker med røremaskine, står der i opskriften jeg har fulgt, at man skal skifte fra piskeris til k-spade når man rører massen kold. Ikke at jeg ved hvorfor, men nu er det i hvert fald sagt videre ;)

Når massen er kold tilsættes smøret som er skåret ud i små tern. Massen vil herefter ofte skille, du skal i så fald blot blive ved med at piske indtil den samler sig igen. Det skal nok ske. :)
Når smørecremen er samlet, tilsættes den flydende vanilje og vaniljesukkeret.



Samling af kagen:

Jeg bruger altid en bagering til at samle mine kager i, men man kan også godt bruge den springform (uden bund) som man har bagt den i. Forskellen på en bagering og springformen, er at bageringen kan indstilles til den størrelse som bundene har fået efter de er bagt.

Man kan lægge kagen sammen på to måder. Nedenfor har jeg beskrevet begge måder. Jeg har brugt metode nr. 2.

Metode 1:
Dette er den mest almindelige måde at samle en kage på. Du samler din kage i enten en bagering eller springformen, ved at lægge den mørkeste bund nederst, et tyndt lag smørcreme, dernæst næste bund, creme osv indtil alle bundene er brugt. Derefter sætter du kagen i køleskabet i et par timer så cremen kan nå at stivne fuldstændigt.
Du kan allerede nu have sat kagen på dit lagkagefad, eller du kan flytte den over på det endelige fad senere.
Efter cremen er stivnet tager du kagen ud, fjerner bageringen og smører kagen op med resten af smørcremen på siderne og toppen. Dette er man nødt til at gøre over flere omgange, hvor kagen kommer på køl imellem, for at få en flot og dækkende kant. Husk at den resterende smørcreme hurtigt stivner hvis der er på køl, så du skal tage det ud i god tid inden kagen skal smøres op igen. Smørcremen skal være helt blød ellers kan du ikke smøre det ud på kagen. Det er vigtigt at få kanten og toppen, så lige og jævn som overhovedet muligt. Derefter pynter du kagen som du lyster. :)

Metode 2:
Ved sådan en kage her hvor det er vigtigt at alt er lige kan denne måde at samle kagen på give et lille smule mere jævnt udtryk.
Du samler stadig kagen i din bagering eller springform, men ved denne metode starter du med den lyseste bund, da den nederste bund i bageringen her vil blive til toppen senere. Lyseste bund, creme, næste bund, creme osv osv, så du slutter med den mørkeste bund på toppen. ;)
I køleskabet med den i et par timer...
Derefter klister du et stykke bagepapir fast på en drejeskive eller bare et fad. På bagepapiret laver du nu et jævnt lag af smørcreme som er noget større end selve kagen. Du kan evt. måle med bunden fra springformen. Dette lag skal være toppen på din kage. For herefter tager du din kage ud af køleskabet og sætter den forsigtigt ned på laget af smørcreme. Fordi den er samlet omvendt er den lyseste bund jo nederst, og det er derfor toppen du laver når den sættes over på bagepapiret. Når kagen står der, kan bageringen fjernes.
Det ser således ud: :)


Derefter bruger du det overskydende smørcreme (også det fra bagepapiret) til at smøre kagen op på siderne. Men husk der skal IKKE smørcreme på toppen, for det er jo vores bund. :D
Kagen smøres op på siderne af flere omgange hvor den også får lov til at stivne i køleskabet. Husk at den resterende smørcreme hurtigt stivner hvis der er på køl, så du skal tage det ud i god tid inden kagen skal smøres op igen. Smørcremen skal være helt blød ellers kan du ikke smøre det ud på kagen. Når du er tilfreds med den, og siderne er fuldstændig stivnet, er det simpelthen bare at forsigtigt at tage fat indenunder bagepapiret, og få vendt kagen over på det fad den skal serveres på.
Derfra kan du lave de sidste finpudsninger og pynte kagen med frisk frugt, bogstaver eller noget helt andet.

Min færdige kagen kom til at se sådan her ud:


Men selvfølgelig kommer wow-effekten allermest når man skærer den ud ;)


Den færdige kage skal serveres tempereret og skal derfor helst tages ud 30-60 min inden servering. Ellers er den slet ikke til at skære i. :)




tirsdag den 7. januar 2014

Lækker gulerodssalat

Så er jeg tilbage efter en riiiigtig lang pause! :)

Jeg har ikke haft det så godt fordi jeg har fået konstateret en stofskiftesygdom. Så derfor er mine ressourcer brugt på arbejdet og familien, og jeg har måtte sortere rigtig mange fornøjelser væk. Det har været rigtig øv, og jeg har været så irriteret over det, men det har desværre været en nødvendighed.

Nu er jeg ved at komme lidt ovenpå igen, så nu håber jeg igen at kunne opdatere herinde jævnligt. :)

I dag vil jeg give jer en opskrift på en super god gulerodssalat som jeg så i et eller andet madlavningsprogram.

Gulerodssalat:
250g gulerødder i strimler
1 bundt persille (de små i plastikkrukke)
3 spsk olivenolie
1½ spsk citronsaft
½ tsk Dijon sennep
salt og friskkværnet peber

Velbekomme!


tirsdag den 12. februar 2013

Copyright på opskrifter...

Lige siden jeg startede med at blogge har jeg været lidt i tvivl om hvad de helt præcise regler er i forhold til copyright på opskrifter. Der er jo både opskrifter fra kogebøger, fra fx ugeblade og fra andre bloggere. Man ved jo godt at man ikke bare må kopiere, men omvendt synes jeg bare at der er helt vildt mange bloggere der faktisk gør det (også fra kogebøger) - så mange, at tanken havde strejfet mig ganske kort om det mon alligevel var ok?

Jeg har prøvet at spørge et par forskellige bloggere som ikke har gidet at svare mig tilbage, så måske det også er noget man ikke gider at snakke så meget om? :/
Nåh men Ann-Christine fra den fine blog her, var så sød at forklare mig hvordan det hele hænger sammen - og tusind tak for det Ann-Christine. :D

Eftersom jeg selv har haft så svært ved at finde helt rundt i det, skal det da deles med jer, hvis der sidder andre derude der er nye og grønne ;)

Summa-summarum:
No-go: Det er IKKE tilladt at copy/paste andre folks opskrifter, ligegyldigt hvor de er fra. (Med mindre man har fået tilladelse hertil af forfatteren)

Go: Man må GERNE bruge opskrifter som inspiration til at lave sin egen opskrift, hvor man fx bruger andre mængdemål eller andre ingredienser OG skriver sin egen fremgangsmåde i tilberedningen. Derved skaber man en ny opskrift som man frit kan udgive, på fx. en blog og have copyright over.
Det er dog altid god stil at man skriver inspirationskilden på. :)

I kan se lidt mere om der her.

Nu mener jeg ikke at jeg laver vildt skelsættende opskrifter, men skulle det ske, at man har lyst til at viderebringe en af mine opskrifte i hel form på sin egen blog, så skriv en mail til mig, og så ser vi på det. :) Jeg vil bare vide det først, så jeg selv kan vælge hvor og om de skal bruges andre steder. :)

Happy writing!





lørdag den 12. januar 2013

Kransekage med et twist

Som nævnt i mit forrige indlæg har jeg lovet jer et indlæg om årets kransekage. Jeg har selv bagt kransekagen de sidste 3 år, helt traditionelt, men i år fik jeg lige impulsivt lyst til at der skulle ske noget andet :)
Derfor blev det til kransekage med frysetørret hindbær, som gav en dejlig let hindbærsmag.

Opskriften som jeg lavede den er:

Kransekagemasse:
500g marcipan
1 æggehvide
175-200g flormelis
ca. 1-2 spsk frysetørret hindbær puveriseret i fx en morter

Det hele æltes sammen, enten med de bare næver eller i en køkkenmaskine. Dernæst trilles massen (start evt kun med halvdelen) til en lang pølse med en diameter på ca 2cm. Du kan evt. lægge massen lidt i køleskabet, så er den nemmere at rulle.
Når massen ligger udrullet på bordet trykker du lige den ene side af pølsen let med det nederste af din hånd. Kalder man det mon ikke håndroden? Altså i hvert fald der lige efter håndledet ;)
Sådan så massen faktisk er trekantet når du stiller den op.
Derefter skærer du pølsen ud i stykker på 4cm (toppen), 8 cm, 12cm osv (øger med 4cm). Man kan også vælge kun at øge med 2cm ad gangen, men jeg synes det er for lidt, da den så bliver meget høj og tynd. Men det kan selvfølgelig også være specielt ;)

Bag ringene ved 250 grader i 10-12 min eller indtil de er gyldenbrune. Man skal holde godt øje med dem, da det ligepludseligt går stærkt. Man skal ikke lade sig snyde af de godt kan virke som om de har fået for lidt når de kommer ud, men de skal nok blive faste, så bare gå efter at de skal være jævnt gyldenbrune.
Det kan være en god ide at sætte en plade under den bradepande som ringene står på, da det kan skåne bunden, så den ikke bliver brændt.

Glasur:
1½ past. æggehvide (1 bæger)
400g flormelis

Bland det hele sammen. Tilføj evt lidt mere flormelis hvis den virker for tynd. Dekorer kransekagen, ved at putte glasuren i enten en frysepose, kræmmerhus formet af bagepapir eller hvad jeg bedst kan lide, en sprøjtepose som man selv kan klippe et passende hul i.

Velbekomme!








torsdag den 27. december 2012

Ovnbagt laks med lækker spidskålssalat

Som sygeplejerske arbejder jeg jo i skiftende vagter, og det har betydet at jeg har haft nattevagt her den 24 og 25, men det betyder tilgengæld også at jeg har fri her den 26, 27, 28, 29 uden at bruge nogle feriedage på det, så det er bare rigtig dejligt, og dagene indtil nu er blevet brugt på dejlig kvalitetstid med Villads og kæresten.

Derfor giver det mig også tid og overskud til at komme tilbage på sporet, med lækker sund mad. :) Derfor stod aftensmaden idag på ovnbagt laks med æbler og oliven og spidskålssalat med feta, æbler, mandler og dild. De andre fik ris til, men jeg sprang over. ;)
Det smagte simpelthen SÅ lækkert at jeg synes at opskriften skal deles med jer.
Nedenfor kan i se billeder af laksen inden den skal i ovnen, salaten og den færdige tallerken.




Ovnbagt laks med æbler og oliven:

4 laksebøffer
1 æble
1 håndfuld oliven
saft fra en ½ citron
salt/peber

Laksebøfferne anrettes i et ovnfast fad, og æblerne skæres ud i tynde skiver henover. Oliven skæres ud og drysses ligeledes henover. Slutteligt presses citronen henover og der krydres med salt og peber.
Laksen bages i ovnen i 12 minutter ved 170 grader. Det vigtige er dog at laksen ikke får for meget, og hvis laksefiletterne ikke er så store er det nogle gange nok med 8 minutter. Ligeså snart laksen begynder at få hvide "saftperler", skal den ud. :)

Spidskålssalat med æble, mandler, feta og dild
Jeg fandt en lækker opskrift her, som jeg dog har ændret lidt i så skriver opskriften som jeg lavede den nedenfor.

½ spidskål skåret så tyndt som muligt
1 æble skåret i tynde skiver
1 bundt dild
Ca. en 1/4 fetablok smuldret
10-15 mandler hakket groft
saft fra en ½ citron

Dressing:
4 spsk olivenolie
2 spsk æblecidereddike (hvidvinseddike kan også bruges)
1 tsk dijon sennep (eller anden slags sennep - bare ikke sød sennep eller fiske sennep ;)
½ tsk acaciehonning eller anden flydende honning
Salt/peber

Salaten blandes sammen og dressingen hældes over. Nemt ikke?! ;)

Velbekomme!

fredag den 21. december 2012

Ristede mandler overtrukket med hvid chokolade og drysset med lakridspulver

Jeg tror det er meget forskelligt om folk giver små julegaver til pædagogerne i ens børns vuggestue/børnehave. Mange af vores vennepar, er ved at falde ned af stolen når jeg fortæller at jeg, i øvrigt siden han startede, har lavet en lille gave til hver af pædagogerne til jul.
Jeg tænker ikke så meget over om det er for meget eller hvad andre tænker om det, for jeg har bare sådan lyst til at give dem lidt, det er trods alt dem jeg afleverer min guldklump til hver morgen. :)

Sidste år gav jeg dem sådan et patentglas, med ingredienser til cookies som de kunne lave med deres egne børn. Så havde jeg lagt ingredienserne i lag, så det så fint ud og sat en lille opskrift fast i en rød sløjfe rundt om glasset. Og så selvfølgelig et sødt kort til. :)

I år faldt valget på ristede mandler overtrukket med hvid chokolade og drysset med fint lakridspulver.

Opskriften er taget herfra og den smagte bare super lækkert!

Jeg vil dog sige at man skal sætte godt med tid af til det, jeg stod indtil klokken 01 om natten for at få det færdigt. He he.
Jeg havde en forestilling om at jeg da bare lige smeltede chokoladen og nemt vendte mandlerne rundt i det, og "bare" lige lagde dem ud på et bagepapir. Det var dog ikke så nemt, og hver enkelt mandel skulle vendes og tages op enkeltvis for at det blev nogenlunde pænt.

Jeg skrev så et kort til hver af dem hvor jeg skrev:
"Kære ....
Du og dine kære ønskes en rigtig glædelig jul, samt et godt og lykkebringende nytår.
Vi takker for alle de sange i har sunget, næser der er pudset, bøger der er læst, tårer der er tørt væk, puslespil der er lagt, smil der er frembragt, konflikter der er afværget, madpakker der er pakket ud, og ikke mindst omsorgen overfor vores kæreste Villads.
Mange julehilsner ...."

De blev meget glade og rørt over kortet og gaven. :)








torsdag den 13. december 2012

Æblekompot med vanille, citron og kanel

Så er bloggen rundet 2000 besøgende!! Det kan måske lyde som lidt for dem som har en veletableret blog, men jeg synes det er dejligt at der har været så mange inde og kigge her på Rosas Univers. Forhåbentlig har de besøgende fundet lidt inspiration til bagværk, kager, mad eller noget helt tredje. :D

Jeg håber alle i skønne læsere vil blive ved med at kigge forbi, og jeg skal i hvert fald nok blive ved med at dele stort og småt fra vores hverdag.


Igår var der julehygge nede i Villads´ vuggestue. På trods af at vi er en nul sukker institution, har man alligevel besluttet at man til julehygge godt måtte servere æbleskiver med flormelis og syltetøj (og det syness jeg er helt fint for børnene skal jo også lære at der kan være lidt ekstra godt til specielle lejligheder). :)

Men jeg fik alligevel en ide om at ville lave en æblekompot som man kunne bruge til æbleskiverne som alternativ til flormelis og syltetøj. Hvis man ville. :)
Kompotten fik et lille tvist med kanel, så jeg forestiller mig at den gik rigtig fint til æbleskiverne. Ja, og nu tænker du nok hvorfor jeg ikke ved det? Ja, Villads blev ringet hjem med 38,5 i feber en time inden julehyggen startede. He he. Så det var jo bare fantastisk. ;)

Men æblekompotten blev afleveret med små flag i hvor der stod hvad det var, så jeg håber at det gjorde glæde.

Opskriften er fundet fra www.aarstiderne.dk, men er ændret ret meget, så jeg skriver den her som jeg lavede den.

16 æbler skrællede og i tern
4 stang vanille
Skræl af 2 øko citroner
ca 1½ spsk øko rørsukker
ca. ½-1 tsk kanel
en lille smule vand til bunden af gryden

Æblerne skrælles og skæres i tern. Vanillestængerne udhules og vanillekornene mases sammen med lidt af sukkeret inden det puttes i gryden sammen med æblerne. Resten tilsættes også de tomme vanillestænger og det hele koger til.. tada..., det er færdigt. Tror det er ca. 15-20 min, holdte faktisk ikke rigtig øje med tiden.
Derefter fik det en tur med stavblenderen, dog ikke så det blev helt til mos, men så der stadig var nogle æblestykker i.

Her er lidt billeder, og der jeg smagte uden æbleskiver var altså rigtig lækkert og kan sagtens bruges til alt muligt andet. Som fx. syltetøj, æblekage, tilbehør til is, på yoghurt/skyr eller som alternativ til ris ala mande. ;)

Velbekomme!